A Close Shave udvikler og driver den sociale vidensplatform Academy, som til dagligt bruges af blandt andet Bog & idé, Hi-Fi Klubben, Movia og B&O PLAY til intern kommunikation og træning af medarbejdere.

Vi søger lige nu en community manager, der kan læse og skrive engelsk samt kinesisk (forenklet/mandarin), til tekstproduktion, redigering af indhold og monitorering af community på vores platform for B&O PLAY.

Om dig
Opgaverne vil primært bestå af at vedligeholde og opdatere vores Academy-system på kinesisk, blandt andet upload og redigering af materiale. Du skal desuden holde øje med vores community og være bindeled mellem det kinesiske community og den ansvarshavende projektleder.

Det er et absolut krav, at du kan forstå både engelsk samt forenklet kinesisk og mandarin, da arbejdet foregår på disse sprog. Desuden er det et plus, hvis du har erfaring med CMS-systemer.

Stillingen er oplagt til en studerende, da der er tale om få timers arbejde om ugen, men dette er ikke et krav. Din baggrund er desuden underordnet, men du skal have mod på at arbejde med opgaver, som kræver struktur og opmærksomhed, selvom de til tider kan minde om hinanden.

Om A Close Shave
Vi kan tilbyde en arbejdsplads med en håndfuld sociale kollegaer fem minutter fra Nørreport Station. Vi har store mængder kaffe og te, frokostordning og en stor solvendt altan med grill, som vi ynder at bruge, lige så snart vejret byder sig.

Arbejdstiden vil være cirka fem timer om ugen (dog flere timer i opstarten), som skal spredes over et par dage. Vi forventer, at du er fleksibel, hvilket vi naturligvis gengælder, hvis fx studiet kræver ekstra opmærksomhed.

Søg jobbet
Er du interesseret, så send ansøgning og CV med emnefeltet “Community Manager” til Julie Horup via julie@acloseshave.com.

Hvis du vil vide mere om jobbet eller A Close Shave, er du velkommen til at kontakte Robin Andersen på +45 2711 4000.

Vi holder samtaler løbende. Ansættelse er hurtigst muligt med løn efter aftale.

Skrevet af Julie Horup
Julie Horup er uddannet indenfor kommunikation med en særlig interesse i videospil – et ganske gennemgående tema i A Close Shave. Inden Julie kom hertil, forenede hun lidenskaben for gaming med sine faglige evner som spiljournalist for aviser og magasiner.